Udgivet i Mad & Opskrifter d.
7. august 2012

Tærte med løg og bacon

 Tærte er dejlig nemt at lave, og ikke mindst forholdsvis hurtigt hvis der som her benyttes færdiglavet dej. Fyldet kan varieres i det uendelige og afhænger egentlig kun af hvad der findes i køleskabet og i grøntsagskassen.

I dag har jeg brugt løg, fordi løgtærte har en lækker sødlig smag som suppleres af den røgede smag fra bacon. Når løgene får lov til at stå ved svag varme, og småsimre bliver de lækre bløde og får denne sødlige smag. Til fyldet har jeg varieret det med lidt smøreost for at give lidt mere modspil til det sødlige, hvilket også lykkedes rigtig godt.

Ingredienser:

1 portion tærtedej, her er der brugt butterdej
8-9 løg
1 pakke bacon i tern
3 æg
100 gr smøreost naturel

Løgene pilles, halveres og skæres i strimler. Steges bløde og gyldne i ca. 20 minutter ved lav varme på en pande, til sidst tilsættes bacontern. Hæld det overskydende fedt fra panden.

Læg dejen i et smurt tærtefad – her blev der brugt et firkantet fad da der er brugt færdigkøbt butterdej som var rullet ud i en aflang firkant. Prik bunden med en gaffel lidt rundt omkring.

Pisk æggene sammen med smøreost.

Fordel løg og bacon på tærtebunden, og kom æggemassen henover.

Bages i ovnen i 30-35 min. ved 200 grader.

Tidligere indlæg Næste indlæg

Skriv en kommentar