Udgivet i Mad & Opskrifter d.
9. november 2013

Tærte med løg og gorgonzola

Loegtaerte

Fornylig lavede jeg denne tærte med løg, som jeg ofte laver – men desværre ikke ofte nok for det tager alligevel lidt tid at forberede tærten men det er det hele værd.

Normalt laver jeg tærten bare med løg, men denne gang blev der ryddet lidt ud i køleskabet og derfor kom der også bacon og gorgonzola i – hvilket kun gjorde smagen bedre.

Løgene skal steges i ca. 15-20 minutter inden de fordeles på tærtebunden, stegningen gør at løgene får en mere sødlig smag, sådan lidt karamelliseret smag som bare smager supergodt. Bacontern og gorgonzola’en passer helt fint til den sødlige smag fra løgene, og så er tærten nem at lave.

Ingredienser:

1 portion tærtedej
5 æg
1,5 dl mælk
5 løg
50 gr bacontern
100 gr Gorgonzola dolce

Start med at pille løgene, og skære dem i skiver. Smelt en stor klat smør på panden og kom løgskiverne over i panden når smørret er bruset af. Lad løgene stege ved middel varme i ca. 15-20 minutter mens der røres i dem ind imellem for at de ikke brænder på.

Til sidst tilsættes bacontern, og når de er svitset slukkes for varmen.

Rul tærtedejen så den passer til en tærteform.

I en skål piskes æggene med mælk, salt og peber, til ensartet masse. Gorgonzalen skæres i mindre stykker som fordeles i æggemassen.

Fordel løg og bacon ovenpå tærtedejen, og hæld æggemassen henover.

Bag tærten i ovnen ved 200 grader i 35-40 minutter.

Tidligere indlæg Næste indlæg

Skriv en kommentar