In Mad & Opskrifter on
19. april 2017

Abrikoskage med smuldredej

Ind imellem skal der ryddes op i fryseren, oprydningsomgangen gav så anledning til at lave denne kage da jeg havde en hel del abrikoser liggende i fryseren. Abrikoserne var fra i sommer, og var vist egentlig mest tænkt til en portion abrikosmarmelade, men så langt var de ikke helt nået endnu.

Efter at have set forskellige versioner af kager med smuldredej, lå ideen derfor ikke så langt væk og abrikoserne kunne vel snildt bruges til en smuldredejskage.

Kagen er supernem at lave og den tager ikke særlig lang tid, for bunden og toppen er samme grunddej som blot deles i to.

Tærten her blev dog lidt fugtig, fordi at jeg brugte abrikoser som havde været frosne. Når de har været frosne, indeholder de mere væde og mister også formen. Men det gjorde ikke noget, for det gav kagen en fin konsistens, da noget af dejen derved kunne opsuge væden fra abrikoserne.

Kagen kan sagtens også laves med andet frugt eventuelt æbler, pærer eller for eksempel blommer.

Ingredienser:

350 – 400 gr friske abrikoser
500 gr hvedemel
250 gr rørsukker
350 gr stegemargarine
1 æg
Ca. 40 – 50 gr hakkede nødder (her brugte jeg hasselnødder, men kan vælges efter smag og behag)
1 tsk stødt kanel
Håndfuld marcipan

Skyl abrikoser og skær dem i halve, fjern stenen. Hvis abrikoserne er for store, kan de bare skæres i kvarte. Smør en tærteform med smør eller læg bagepapir i bunden og op langs kanten.

I en skål smuldres stegemargarine med melet, til det ligner groft revet ost. Tilsæt sukker og vend sammen. Deles herefter i 2 dele, hvoraf ene del skal bruges til bunden og den anden til toppen.

Den del som skal bruges til bunden, tilsættes æg og det æltes sammen. Fordel dejen i bunden af formen og tryk den let sammen.

I den halvdel som skal bruges til toppen, tilsættes nu kanel, finthakkede nødder samt fintrevet marcipan. Det røres let sammen.

Fordel de halverede abrikoser ovenpå bunden. Drys smuldredejen henover, og bag kagen i ovnen ved 180 grader i ca. 30 – 35 minutter.

Lad kagen køle af og server den med kold flødeskum eller vanilleis.

Se andre indlæg:

Previous Post Next Post

Leave a Reply