In Gode ideer og tips on
29. oktober 2017

Tysklands julemarkeder

Pludselig er det meste af året gået og der er kun to måneder til jul, hvordan gik det lige så hurtigt ? jeg synes hvert år at julen kommer bag på mig og pludselig vrimler butikkerne med juleting selvom kalenderen bare siger oktober.

En af de hyggelige forberedelser op mod julen, er at besøge de mange julemarkeder som findes i Danmark men der findes også rigtig mange julemarkeder i Tyskland som er indenfor overskuelig rejseafstand fra den danske grænse, så at det kan nåes indenfor ikke for mange timer.

Et nyt bud for danskere er Kiel som en julemarkedsby – selv om byen ligger kun en time fra grænsen. Julemarkedet i Hannover er det største i delstaten Niedersachen, og skal der et godt lag ren nostalgi til, anbefaler vi julemarkederne i ni historiske byer – måske krydret med biler og isshow i Autostadt Wolfsburg.

Kiel – Nordtysklands nye juleby

Kun en time fra grænsen finder man fire forskellige julemarkeder i Kiel, alle i centrum og i gåafstand fra hinanden, og alle med maritim stemning. Boder med kunsthåndværk, gaveideer og lækkerier i rigt mål holder åbent fra 27. november til 23. december.

Fælles motto for markedet ved julebyen foran den oplyste rådhusfacade er ”Romantisk. Nordisk. Ægte” – med en flyvende hansekogge med rensdyr spændt for, der får både små og store til at spærre øjnene op.

På Holstenplatz og Asmus Bremer Platz oser julemarkederne af markedsstemning, og hyggen finder man ved boderne ved foden af St. Nikolai-Kirche.

I Kiel kan man prøve skøjteformen af – Stadtwerke Eisfestival sørger for evig is, direkte ved Ostseekais krydstogtterminal, hvor krydstogtskibene ellers plejer at lægge til, fra 17. november til 14. januar. Tag et kig på herlighederne hjemmefra på https://www.youtube.com/watch?v=7ho7BhhapAI&list=PLcd0gy8JZzfIj9nWthzs0QFH8hTwyZtHw&index=2 og læs – på dansk – mere om Kiels julemarkeder på www.kieler-weihnachtsmaerkte.de/dk.

Julemarkeder i 9 + 1 historiske byer i Niedersachsen

Når omgivelserne spiller med, opstår julestemningen næsten af sig selv. Det gør ni historiske byer i Niedersachsen, hvor atmosfære blandes med gode tilbud på historiske pladser.

I Göttingen kan man kigge kunsthåndværkerne over skulderen, mens de puster glas, snitter træ og støber lys – og mens man selv varmer sig med Glühbier, Punsch eller Glühwein.

I Hameln, kendt for eventyret om den fløjtespillende rottefænger, er et af byens kendte huse, Hochzeitshaus, lavet om til julekalender, og på pladsen Lütjenmarkt drejer en 11 meter høj julepyramide julestemning frem. Her kan man selv forsøge sig som glaskunstner og blæse sin egen julekugle.

I Goslar har man skabt en hel juleskov af mere end 40 juletræer, oplyst af titusind lys, og det giver den historiske torveplads en helt særlig atmosfære.

I Wolfenbüttel skal man ikke snyde sig selv for et glas Glühwein med kryddersnapsen Jägermeister i – den laves netop der.

I Lüneburg stråler Europas største adventskrans fra vandtårnet, og i år åbnes endnu et julemarked ved kajpladsen Stint rundt om den historiske kran.

I Braunschweig mødes man i de tørlagte voldgrave rundt om borgruinen Dankwarderode – smukt oplyst og overdækket og med byens historiske midte som kulisse og med omkring 150 kunsthåndværkere og torvehandlere på julemarkedet.

Celles julemarked omkranses af Europas længste sammenhængende bindingsværksensemble, der genspejler byens julebelysning på fortryllende vis.

Centrum for Hildesheims julemarked er de kunstfærdige træboder, der snor sig rundt om en stor julepyramide på byens historiske torveplads. Fra det højeste kirketårn i Niedersachsen får man et eventyrligt overblik over markedet.

Tip: En rejse til de historiske byer kan planlægges sammen med et besøg i den vinterklædte Autostadt i Wolfsburg, hvor professionelle skøjteløbere opfører et farvestrålende isshow på en overiset lagune.

Læs mere om julemarkederne på www.9cities.de/christmasmarkets.

Middelalder, finmark, vinterzoo og varieté i Hannover

I Hannover står den både på middelalderjulemarked og finsk juleby, vinterzoo og varieté.

Et julemarkedsbesøg i Hannover kombineres elegant til et citybreak med kulturoplevelser og shopping i byen.

Julemarkedet skydes i gang 29. november. Det fylder byen fra pladsen foran banegården langs indkøbsgaden Lister Meile, der genlyder af julemusik og dufter uimodståeligt af Glühwein og bagte æbler fra boder, der også har et stort udbud af kunsthåndværk og legetøj, lige til at pakke i gavepapir eller give som kalendergaver.

På byens middelalderjulemarked kan man prøve at lave filt eller smede, få smagsprøver på datidens grovere kost og mjød. Og i den finske julelandsby, der dukker op hvert år i Hannover, står den på røget laks og gløgg. I de små hytter inde i ”ønskeskoven” kan man blandt 50 juletræer – midt i centrum – gå på opdagelse og finde små boder og bålplads.

Og får man nok af julestads, finder man i Georgstrasse og Bahnhofstrasse et af Tysklands mest populære shoppingområder med alt, hvad man kan ønske sig, samlet inden for en radius af 400 meter.

Hannovers Zoo er altid et besøg værd for både børn og voksne, og når den bliver til Winterzoo fra 24. november til 11. februar 2018, forvandles den til et rent eventyrland med sit eget julemarked mellem havens temaområder og med skøjtebane, sneklædte kælkebaner og gammeldags karusseller.

Også parkanlæggene Herrenhäuser Gärten i udkanten af Hannover tager farve af julen. Her er der Vintervarieté i Orangeriet fra 25. november til 14. januar med akrobaterne fra Machine de Cirque, der både charmerer og imponerer med deres særlige blanding af nycirkus og komedie. Og selv om det er vinter, skal man sætte god tid af til en tur rundt mellem parkens buksbomhække og forgyldte skulpturer, skabt af kurfyrstinde Sophie, der anlagde en af Europas smukkeste barokparker for mere end 300 år siden.

Previous Post

Leave a Reply