Udgivet i Gode ideer og tips d.
23. marts 2018

Oplev Tyskland i påsken

Påsken nærmer sig og dermed også en lille ferie med de sammenhængende helligdage. Ikke lang tid efter følger da også den klassiske række af danske enkeltstående helligdage som Store Bededag, Kristi Himmelfart og Pinse. Alle helligdage som giver en god anledning til at slappe af og komme lidt udenfor hjemmets 4 vægge og opleve noget nyt.

Skulle vejret ikke være perfekt til udendørs aktiviteter, er der meget andet, man kan tage sig til: finde en god restaurant og slippe for selv at stå i køkkenet. Eller lade som om, man er taget en tur til troperne med afslapning og en tur i vandet. Eller lytte til dejlig musik og muligheden for at shoppe lidt. Det er lige præcis hvad Tytskland har at byde på, her er der masser af muligheder for aktiviteter og oplevelser til de kommende helligdage.

Påsketraditioner med et tvist

Påsketraditionerne i Tyskland både ligner de danske traditioner, og adskiller sig fra dem.

For eksempel kunne man som dansk skoleelev nok ønske sig tyske forhold – de har påskefere i 16 dage, ikke blot 10 dage som i Danmark. I år har de tyske skolebørn nemlig ferie fra den 24. marts til og med den 8. april.

Traditionen med at pynte op med påskeæg er i Tyskland fintunet i en grad, man ikke finder i Danmark. Her stråler buske og hele træer pyntet med æg i skinnende farver.

I ferielandet er der gang i fælles påskeaktiviteter for børn, og man kan sagtens deltage i løjerne. Blandt andet i Travemünde i Schleswig-Holstein er der påskefest med påskeægge-jagt, sækkevæddeløb, påskebål på stranden og optog med kæmpepåskeæg.

I øvrigt er Skærtorsdag ikke en helligdag i Tyskland, og det kan man drage fordel af, hvis der er shopping på programmet. De øvrige påskedage har man i Tyskland lukket, undtagen i grænsebutikkerne, der holder åbent hver dag bortset fra Langfredag.

Læs mere om påskeaktiviteter i Schleswig-Holstein her.

Kig med, når Berlin sætter fremtidens mad på spidsen

Tysk Turist Information sætter i år fokus på det nye tyske køkken. I Berlins Kunstgewerbemuseum (Designmuseum) ved Potsdamer Platz går man skridtet videre og lader med udstillingen Berlin Food Revolution 5.0 30 internationalt kendte designere give deres bud på, hvad og hvordan man kommer til at spise i fremtiden.

Det, vi spiser, er allerede nu et globaliseringstema, og mad er et politisk debatemne, der er tæt forbundet med klimaændringer, befolkningstilvækst og bæredygtighed, og udstillingen skal give stof til debat, inspiration og visioner, der peger ud over problemerne. Den kan ses 18. maj-16. september.

Når man besøger udstillingen, kan man på området udenfor forsyne sig med frugt og grønt i den spiselige have, der indgår i udstillingen.

Læs mere om det tyske køkken her.

Smag og skær asparges, asparges, asparges

I Tyskland er asparges kult. Men mest de hvide asparges. Når der er sæson, serveres ”det hvide guld”, som asparges også kaldes, overalt og i forskellige variationer.

Er man asparges-fan, er en tur langs Aspargesruten i Niedersachsen et must. Her kan man forsyne sig og mæske sig lige der, hvor en femtedel af alle asparges i Tyskland dyrkes.

Aspargesruten er en afmærket rundtur på 750 km, der forbinder byer som Hannover, Wolfsburg og Braunscwheig med frugtbare landskaber mellem Lüneburger Heide og Oldenburger Münsterland.

Ruten kan køres i bil, men den egner sig også fortrinligt til udflugter til fods og på cykel, f.eks. med besøg ved Steinhuder Meer, Niedersachsens største sø.

Aspargessæsonen begynder allerede i april og slutter i juni, og hos aspargesavlerne kan man ikke bare smage og købe, men mange steder også selv prøve at stikke asparges ude på marken.

Læs mere om Aspargesruten her.

Spis gourmetmad midt i Spreewald

Har man hørt om Spreewald, vil det sikkert være historien om ture i fladbundede kahn-både i det flade, våde landskabs kanaler og søer, hvor det slaviske mindretal, sorberne, dominerer med deres særlige kultur, skikke og sprog.

Måske har man også hørt om en af områdets lokale specialiteter, Spreewälder Gurken, de syltede agurker, der blev internationalt kendte, da de spillede en central rolle i den tyske film Good Bye, Lenin fra 2003. Så selvfølgelig har Spreewald da også en ferierute med netop agurker som ledetråd.

Det er dog ikke som gourmetregion, at Spreewald er kendt, men som i resten af Tyskland gentænkes også her de traditionelle madopskrifter af kreative kokke. F.eks. har køkkenchef René  Klages hentet en michelinstjerne hjem til Gourmetrestaurant 11fuffzig i Burger Bleiche Resort & Spa, og restaurantguiden Gault & Millau har i år givet Restaurant Speisenkammer i Burg og restaurantens chefkok Marco Giedow 15 ud af 20 point, mens Jörg Thiele på Bio-Kolonialschänke – også i Burg – har fået 13 point.

Læs meget mere om Spreewald her.

Tag sydpå, til de tyske troper

Illusionen virker – næsten. Når man træder indenfor i Tropical Islands, slår den tropiske varme, lydene og duften af eksotiske blomster en i møde uanset årstiden, selv om man altså befinder sig i delstaten Brandenburg kun en lille times kørsel syd for Berlin.

Tropical Islands’ tropelandskab holder varmen, fordi det ligger i ly og læ under en kæmpemæssig kuppelformet overdækning, der egentlig var tænkt som byggeplads for moderne zeppelinere.

Under overdækningen er der flere forskellige pools, hvid sandstrand med palmer, en 27 meter høj vandrutsjebane, regnskov med eksotiske blomster, flamingoer og andre farverige fugle og dyr foruden shopping, fitness og wellness med massage og spa.

Man kan overnatte indenfor, hvor der er originale hytter fra Thailand, Borneo, Polynesien og Bali foruden telte, lodges og hotelværelser. Naturligvis er der også restauranter, cafeer og barer under kuplen.

Udenfor fortsætter Tropical Islands og bliver til badelandskabet i Amazonia med mere end 35.000 m2 opvarmede vand-oplevelser: En vandlegeplads til de små, en 250 m lang, brusende bjergflod til de større børn og pool med indbygget spa til de voksne. Foruden plads til at spille beach volley og vandpolo og slå sig ned i en liggestol, hvis solen skinner.

Også udenfor er der overnatningsmuligheder. Man kan leje en hytte eller slå sig ned på stedets egen campingplads, hvor der også er mobile homes med plads til op til seks personer og tipier til leje.

Læs mere om Tropical Islands her.

Oplev musik, leg og bevægelse blandt bilerne

Byen Wolfsburg i Niedersachsen er lig med VW, og her finder man man Autostadt, et oplevelsescenter for både børn og voksne.

Mindre børn kan tage ”kørekort” på et lille køreanlæg udenfor, voksne kan forsøge sig som off roadere godt spændt fast i en skridsikker VW på det vildeste køreanlæg.

Zeithaus er det store VW-museum, der fortæller den lange historie om VWs egne biler, men ud af de i alt 260 biler finder man også andre mærker, faktisk 60 forskellige, der med design-ikoner og racerbiler og højtelskede klassikere hver på deres måde er med til at fortælle om bilismens udvikling.

Mange tyskere vælger at komme til Autostadt for at hente deres nye VW. Den bliver inden afhentningstidspunktet parkeret i et af de to gennemsigtige runde autotårne, hvorfra bilen med et automatisk parkeringsssystem hurtigt hentes ned gennem luftlagene til de nye ejere – et syn, der betager også dem, der ikke lige skal hente deres nye bil.

I Autostadt har hver af VW-koncernens bilmærker, VW, Audi, Skoda, Seat, Porsche og Lamborghini, sit eget udstillingshus, hvor man kan få  mere at vide om forskellige bilers særlige karakteristika og mærkernes historie.

Der er 10 restauranter i Autostadt, blandt dem Coccinalla med hjemmelavet pasta.

I en måneds tid, fra 4. april til 6. maj, holder Autostadt den 16. Movimentos Festwochen, en festival med dans, jazzkoncerter, klassisk musik, skuespil og workshops. Temaet for årets festival er Würde, værdighed.

Det er også VW, der står bag Phaeno, der ud over at byde på 350 eksperimentarie-oplevelser har høstet anerkendelse for sin arkitektur. Phaeno er tegnet af den nu afdøde stjernearkitekt Zaha Hadid.

Læs mere om Wolfsburg her.

Tidligere indlæg Næste indlæg

Skriv en kommentar