Udgivet i Mad & Opskrifter d.
4. juni 2018

Hindbærsnegle med marcipan

Det er endelig blevet juni og dermed er det officielt sommer, det betyder også at nu er det tid til masser af frisk frugt og lækre solmodne bær.

Jeg kan godt lide at bruge hindbær i bagværk, fordi de giver en god smag og fordi de ikke bliver smattede og bløde som for eksempel jordbær gør, når de blive opvarmede. Derudover har hindbær en kraftigere smag som gør dem meget velegnede i kager.

Desværre har vi ikke selv hindbær i haven, men heldigvis kan vi købe dem i nærheden og det er jo helt fint.

Her har jeg brugt hindbær i de klassiske snegle, men nu hvor det er sommer så er det oplagt med frugt i stedet for kanelfyldet. Jeg kunne selvfølgelig godt have lavet marmeladen fra bunden, men har her valgt at bruge en god hindbær-marmelade og drysset med friske hindbær.

Hindbærsnegle med marcipan

Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Hviletid 1 time 30 minutter
Samlet tid 35 minutter
Antal 16 stk.

Ingredienser

  • 2 dl mælk
  • 1 æg
  • 100 gr smør
  • 500 gr hvedemel
  • 100 gr sukker
  • 1 pk. tørgær (7 gr)
  • 200 gr hindbærmarmelade
  • Marcipan
  • friske hindbær
  • mandelflager

Sådan gør du

  1. Opvarm mælken til den er lun, smelt smørret i mælken og lad det køle. Bland tørgær'en i melet, og kom det i mælkeblandingen, sammen med sukker og ægget.

  2. Bland godt sammen til dejen har samlet sig, uden at være klistret. Stil skålen tildækket på et lunt sted, i ca. 1 time, eller til den er hævet til dobbelt størrelse.

  3. Rul dejen ud i en aflang firkant i ca. 1 cm's tykkelse. Fordel marmeladen ovenpå, og drys med de friske hindbær.
    Riv marcipan groft henover marmeladen, så det bliver fordelt.

  4. Rul dejen stramt sammen på den lange side, og skær i skiver af 2 cm's tykkelse.
    Læg sneglene ved siden af hinanden i en bradepande, og stil den et lunt sted til hævning i ca. 30 minutter.

  5. Drys med mandelflager og bag sneglene i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter, til de er gyldne på toppen.

Tidligere indlæg

Skriv en kommentar