Udgivet i Boghjørnet d.
1. september 2019

Boganmeldelse: Vinterland

Sommerferien er et perfekt tidspunkt til at komme ned i tempo, slappe af og lade op til efterårets rusken og kulde. Dermed også en oplagt mulighed til at placere sig i liggestolen med en god bog, og som sagt så gjort. Bogen var Vinterland, skrevet af parret Janni Pedersen og Kim Faber – titlen var måske ikke så velegnet til de varme sommerdage men jeg var alligevel blevet godt nysgerrig efter at manden havde læst bogen. Nysgerrig fordi at den kvindelige del af forfatterparret er kendt journalist på TV2 med specielle i kriminalstof – det tegner jo på forhånd godt.

Bogens hovedpersoner er de to tidligere makkere i politiet – Martin Juncker og Signe Kristiansen, hvor Martin Juncker nu er startet som leder af en lokal politistation og makkeren Signe Kristiansen, fortsætter i politiet i København.

Handlingen starter i dagene op til jul, hvor størstedelen af Danmarks befolkning er ved at forberede sig på de forestående hellig- og fridage. Lige indtil at der springer en bombe på et julemarked i København og så går det ellers løs med spænding om hvem der står bag angrebet og jagten på at få fanget de skyldige. Handlingen kører i to spor, hvor vi følger det tidligere makkerpar – henholdsvis i København og i det midtsjællandske men samtidig forbindes handlingen undervejs hvor der bliver slået knuder på de løse ender og på fineste vis samles handlingen for til sidst at afslutte i en overraskende finale. 

Det er en af de bøger, hvor det gennem handlingen er svært at gætte sig til de skyldige og selvom man gør forsøget så tager bogen alligevel lige en overraskende drejning, så at jeg sad tilbage med en god følelse tilbage. Den følelse, hvor man som læser lige skal absorbere handlingen og lade den falde på plads. Så en bog, der klart kan anbefales.

Bogen kan du købe på Bog & Ide – Vinterland

Dette er en personlig og ikke-sponsoreret anmeldelse.

Tidligere indlæg

Skriv en kommentar