Start med at lune mælken, kom smørret i mælken og lad det smelte. Smuldr gæren i mælkeblandingen.
Tilsæt sukker, vanillesukker, kanel, kardemomme og æg, bland det hele godt sammen samtidig med at melet tilsættes lidt efter lidt. Dejen skal være let klistret men samtidig let og smidig. Der må ikke komme for meget mel i dejen, da den så bliver for tør.
Herefter stilles dejen tildækket på et lunt sted i ca. 30 minutter, eller til den er hævet godt.
I mellemtiden kan fyldet tilberedes. Her blandes det bløde smør med sukker, brun farin og kanel. Bland det godt sammen så det bliver en fast, klistret masse.
Når dejen er hævet, kommes den på et meldrysset bord hvor den rulles ud i ca. 1/2 cm's tykkelse. Sørg for at rulle dejen ud i et rektangel, så den er nemmere og mere ensartet at rulle sammen.
Fordel fyldet på den udrullede dej, det kan være lidt svært men fordel det jævnt over hele fladen.
Nu rulles dejen sammen på den lange side, dejen skal rulles så stramt som muligt.
Med en skarp kniv, skæres dejen i skiver på ca. 2 cm's tykkelse. Læg sneglene på en bageplade med bagepapir, og giv dem evt. et let tryk så de bliver lidt fladere.
Herefter skal sneglene stå tildækket og hæve i ca. 45 minutter.
Pisk ægget godt sammen og pensl sneglene, bag dem herefter i ovnen ved 180 grader i ca. 15 minutter til de er gyldne og gennembagte men stadig lidt bløde.
Lad sneglene stå og køle af. Når de er kolde, laves glasuren ved at blande flormelis med vand til en tyk konsistens. Sneglene dekoreres med glasuren, og lad det stivne. Glasuren kan evt. tilsættes frugtfarve og sneglene dekoreres med forskellig farver glasur.
Noter
Her er sneglene bagt enkeltvis på en bageplade - vær opmærksom på at de flader ud når de bager. Andre foretrækker at bage sneglene i en bradepande, hvor sneglene får lov til at bage sammen så de brækkes fra hinanden når de skal spises.Derudover kan sneglene bages enkeltvis og lægges i en papir muffinform, så fyldet ikke løber ud.