Frisk rabarber-crumble
Det er blevet forår og så er det rabarbertid, lige nu kan det nok bare være lidt svært at vente på at rabarberne ude i haven bliver store nok til at bruge, men tålmodigheden betaler sig. Rabarber findes i mange danske haver og for mange hører rabarber bare til i en køkkenhave.
Rabarber har været dyrket i Kina så langt tilbage som for 5000 år siden, men de sorter som vi kender i dag, kom først til Danmark i 1835.
Rabarber var tidligere en meget vigtig afgrøde i danske køkkenhaver, da man netop i det tidlige forår manglede frisk grønt. Den er heldigvis igen blevet populær og anvendes både i rabarbertærter, lagkager og i kompot.
Under alle omstændigheder er det en oplagt lejlighed at anvende årets første rabarber-høst til en nem og lækker rabarberdessert på Mors Dag.
Opskrift på rabarbercrumble
600 g snittede rabarber
100 g sukker
75 g smør
75 g rørsukker
100 g revet Original ODENSE Marcipan
50 g havregryn
50 g mandelflager
Skær blade og det nederste hvide af rabarberne, og snit dem i ca. 2 cm lange stykker. Bland rabarber og sukker og kom det i et ovnfast fad. Du kan vælge at lave små portionsanretninger i glas eller små skåle som kan tåle at komme i ovnen, eller lave det i et stort fad.
Smuldr smør, sukker, marcipan og havregryn sammen. Det er nemt hvis du river marcipanen på den grove side af rivejernet.
Kom blandingen over rabarberne og drys med mandelflager. Sæt fad eller skåle i ovnen ved 200° C i ca. 25 minutter til dejen er sprød og gylden, og rabarberne er gennembagt.
Servér desserten lun med creme fraiche, flødeskum eller rørt vaniljeis.