Farvede marengskys
Marengs er oftest noget som hører til barndommen, når der blev serveret is og der så kom en skål med marengs i forskellige farver. Senere er jeg selv begyndt at lave marengs, en naturlig ting at lære at lave når man står med et antal æggehvider i overskud fra madlavning hvor der kun skal bruges æggeblommer. Så kommer spørgsmålet – hvad skal jeg bruge æggehviderne til ?
I starten synes jeg at det virkede uoverskueligt og meget lang tid at marengs skulle bage 1 hel time eller mere i ovnen ved lav temperatur. Men efter et par ikke så vellykkede forsøg, så har jeg fundet taktikken og tålmodigheden. For med den rette portion tålmodighed og venten på at marengs’ene får tid til at sætte sig og blive lige tilpas seje, så er det hele arbejdet værd at sætte tænderne i en marengs der er sprød udenpå og dejligt sej indeni.
Denne opskrift giver rigtig mange marengs, de mange æggehvider er overskud fra isproduktion med æggeblommer. Og med både hjemmelavet is og marengskys, mon ikke så begge dele nok skal blive spist.
En anden mulighed er at lave marengs’ene lidt større eller at halvere den angivne mængde for ingredienserne.
Farvede marengskys
Ingredienser
- 3 æggehvider
- 230 g sukker
- frugtfarve – rød og blå
- 1 knsp salt
Sådan gør du
- Pisk æggehviderne godt sammen, og tilsæt 3 spsk sukker som piskes sammen med æggehviderne. Herefter tilsættes salt, samt lidt efter lidt resten af sukkeret samtidig med at der piskes godt. I starten vil massen være luftig og let.
- Lad maskinen piske i æggemassen i ca. 15 minutter indtil massen er blevet tyk og har fået en glat og blank overflade. Massen vil nu danne spor når piskeriset kører rundt.
- Fordel æggemassen i 3 skåle, og tilsæt et par dråber frugtfarve til de enkelte skåle og rør godt rundt så farven bliver jævnt fordelt. Hvis der ønskes en kraftigere farve, så tilsæt 1 eller flere dråber frugtfarve.
- Hver af de 3 æggemasser kommes i hver sin sprøjtepose med en stjerneformet tylle og lav små cirkelformede toppe på en bageplade beklædt med bagepapir. Det er op til smag og behag hvor store toppene skal være, her er de lavet i ca. 4-5 cms bredde.
- Bag marengstoppene i ovnen ved 100 grader i ca. 1 time, sluk for ovnen og lad toppene stå i ovnen i 10 minutter med ovndøren lukket. Tag dem ud og lad dem køle på en rist.