Et besøg på Tirpitz-museet
Vi har lige siden at Tirpitz-museet åbnede ved Blåvand, snakket om vi gerne ville se det men det har bare ikke passet ind i kalenderen med at komme forbi. Nu var muligheden der så, og vi landede på parkeringspladsen foran museet. Her på en lidt kølig og blæsende novemberdag holdt der ikke mange biler, primært danske nummerplader og et par enkelte tyske. Ikke umiddelbart den største parkeringsplads men et skilt lidt længere nede af vejen havde dog bekendtgjort en parkeringsplads med plads til 500 biler – så potentiale for mange besøgende. Vil helst ikke opleve en fyldt parkeringsplads for så mange mennesker kan museet da næppe have plads til samtidig.
Museet åbnede i 2017, omgivet af klitter og den vestjyske natur. Som navnet indikerer er det bygget op omkring den eksisterende kanonbunker – Tirpitz, som tyskerne begyndte byggeriet af i 1944. De oprindelige planer for anlægget omkring Tirpitz var omfattende og det eneste som tyskerne nåede at bygge inden krigen sluttede, var de 2 kanonbunkere som ligger der den dag i dag. Det er den ene af disse kanonbunkere som er grundlaget for museet. I kort afstand fra Tirpitz 1 som er det eksisterende museum, ligger Tirpitz 2 en kanonbunker identisk til den første og en stor betonklods lige foran det bagvedliggende sommerhus-område. Kunne nok ønske mig en bedre udsigt end en betonbunker som minde om 2. Verdenskrig.
Inde på museet, får vi hver udleveret et armbånd og en lytte-enhed, med tilhørende instrukser om brugen. Smart tænkt, så man som besøgende selv kan bestemme tempoet og hvilke ting som har interesse at vide mere om. Så er det bare ned af trappen mod de udstillingerne og begynde turen rundt. Selve udstillingsrummene er placeret under jorden, alle med store vinduer som gør at man ikke tænker over at man faktisk befinder sig et niveau under jorden.
Den første udstilling “En hær af beton” viser historien om hvordan de mange tyske bunkere langs Vestkysten blev bygget. Her følges en række personer som fortæller deres historie fra krigstiden, blandt andet en ingeniør som blev tvunget til at deltage i byggeriet af bunkerne. Udstillingen består af flere små elementer som blandt andet er etableret i og omkring bunkers. Tankevækkende og meget interessant at komme tæt på disse personligheder og deres historier.
Næste udstilling som også er en del af de faste udstillinger, er Havets guld som naturligvis handler om det gyldne rav. Det er svært at være på den jyske vestkyst uden at støde på disse små guldklumper. Her på udstillingen findes de så i noget større eksemplarer og en masse nyttig viden om ravets tilblivelse samt ikke mindst myter og historier om ravets mange egenskaber.
Inde i selve kanonbunkeren, er der nu mulighed for at se hvordan tilværelsen kunne have været for de mange soldater som skulle have haft deres daglige gang i denne betonklods. Temperaturen falder da også mærkbart lige så snart vi træder indenfor. Fugt og kulde sad i luften. Herinde forsvinder fornemmelsen for tid og sted bag de 3,5 meter tykke mure uden mulighed for at fornemme hvad der foregår udenfor eller se et glimt af dagslyset.
Store metalbjælker stritter ud fra væggene i alle mulige krøllede former og vinkler – et resultat af at det danske militær for en del år siden, forsøgte at sprænge bunkeren væk. Desværre skete der ikke stor skade på selve bunkeren, andet end nogle forvredne metalbjælker og lidt huller her og der – så dette blev opgivet og derfor at begge bunkere stadig eksisterer.
Udefra er museet diskret placeret i det eksisterende landskab, og kan overhovedet ikke ses fra vejen. Så en god måde at løse opgaven med at etablere museet på, og bevare det naturlige hedelandskab, uden skæmmende bygninger. Samtidig er der mulighed for at nyde udsigten over landskabet fra taget af bygningerne, hvor der er lagt sand så det falder ind i landskabet. Borde og stole på området mellem vinduerne og indgangspartiet giver mulighed for at hvile fødderne, og nyde noget at drikke eller spise fra museets cafe.
