Koncert med Santiano
Fornylig var jeg til en helt fantastisk koncert, en live-koncert med det tyske band Santiano. En koncert som jeg havde set frem til og glædet mig til i nærmest et helt år, fra vi købte billetterne til koncerten rent faktisk fandt sted. Lang ventetid, men det var det hele værd.
Selvom et kraftigt snevejr i dagene forinden gjorde Flensborg til et trafikalt kaos, så lykkedes det alligevel at komme sikkert frem til Flens Arena, hvor koncerten skulle finde sted. Vel placeret på vores pladser, hvilket viste sig at være supergode pladser på forreste række lige ud for scenen i den ene side – hvilket ikke fremgik helt så tydeligt da jeg oprindeligt købte billetterne. Men rart med en positiv overraskelse.
Aftenen var en fantastisk oplevelse af lyd og show, der var hele tiden fuld knald på musikken, og ikke mindst sceneshowet som var en stor del af koncerten.
Aftenens store overraskelse var sangerinden Oonagh, som har samarbejdet med Santiano på både deres men også hendes egne albums. Men havde ikke tænkt over at hun også kunne dukke op, så det kan man kalde en dobbelt koncert.
En aften med god musik som det var umuligt at sidde stille til, og en super aften i godt selskab.