I haven

Kaffegrums og æggeskaller

Umiddelbart lyder det nok som noget de fleste bare smider i skraldespanden – inklusiv mig selv, når kaffen er brygget og æggene kommet i en kagedej. Men her i huset, har begge ting fundet flere praktiske anvendelsesmåder udover til den daglige morgenkaffe eller madlavningen, så nu er der ballade hvis de ved et tilfælde alligevel havner i skraldespanden.

Både kaffegrums og æggeskaller kan sagtens bruges som middel mod skadedyr ude i haven, og udover at holde uænskede dyr væk så har begge restprodukter et næringsværdi for jorden. Hvor kaffegrumset indeholder kvælstof, så er æggeskallerne rige på kalk – begge to næringsstofferne som planterne er rigtig glade for og har brug for. En anden nytteværdi for kaffegrumset er at det øger forrådnelses- eller komposteringsprocessen i havens kompostbunke betragteligt, så at haveaffaldet hurtigere formulder og bliver til god jord.

Begge dele er gode mod snegle – kaffegrumset fordi sneglene ganske enkelt ikke kan lide lugten af koffein og æggeskallerne fordi de er skarpe. Så jeg plejer at tømme de brugte og fyldte kaffefiltre over i en beholder, som de brugte æggeskaller også kommes op i. Når blandingen skal fordeles i haven, knuses æggeskallerne i kaffegrumset så det bliver en god kombination.

Blandingen fordeles herefter omking de planter som skal beskyttes, i et jævnt lag. Kaffelugten er også god til at holde harer og katte væk fra planterne. Hvorimod rådyr ikke kan lide lugten af æggeskallerne og derved går udenom dem.

Det ser måske ikke så pænt ud, men hvis æggeskallerne bare knuses godt sammen med kaffegrumset inden det fordeles, så kan det hurtigt ligne almindelig gødning og blander sig nemt med resten af jorden. I højbedet med krydderurterne foretrækker jeg at have de lidt større stykker liggende og fordeler dem lige rundt om de planter som sneglene foretrækker, nemlig timian og persillen. Så æggeskallerne kommer til at ligge som en barrikade rundt om planten.