Malene Koudahl og dagens opskrift: Tærte med grønne asparges
Det er asparges-tid, og der bliver spist rigtig mange asparges her i huset, det er både grønne og hvide asparges, dog nok primært de grønne, som er nemmere at få i supermarkederne.
En af de foretrukne retter med asparges er risotto med grønne asparges, men også asparges omviklet med pancetta er en favorit.
Denne opskrift er lavet frit efter fantasien, hvad der var tilgængeligt i køleskabet og så er den god på en varm dag.
Så her kommer min hjemmekomponerede opskrift på tærte med grønne asparges.
1 tærtedej
250 gr friske grønne asparges
4 æg
1,5 dl mælk
Stor håndfuld revet ost, gerne parmesan
Salt og peber
Rul tærtedejen ud og fordel den i en smurt tærteform, prik bunden med en gaffel.
Asparges skylles og den tørre bund skæres fra, skær asparges i 1,5 cm lange stykker.
Til fyldet kommes de 4 æg i en skål, tilsæt mælk, ost samt salt og peber. Pisk godt sammen.
Fordel asparges-stykker på tærtebunden, og hæld æggemassen over.
Sættes i ovnen på 180 grader i 40-45 minutter til massen er stivnet og blevet gyldent.