Nøddeknækkeren på Det Kgl. Teater
Fornylig var jeg inviteret i Det Kgl. Teater for at se balletten Nøddeknækkeren, en forestilling som jeg godt kender og derfor også glædede mig rigtig meget til, den perfekte mentale forberedelse til julen.
Der var da også fuldt besat på alle sæder på gammel scene af det Kgl. Teater, stemningen var god og ikke mindst forventningsfuld med udsigt til en aften med god musik og eventyrballet. Og det blev til fulde opfyldt, med dygtige dansere, hvoraf størstedelen var den yngre del af balletkompagniet, og en fantasifuld scenografi og kostumer.
Musikken til balletten er komponeret af Tjajkovski, og baseret på et eventyr af E. T. A. Hoffmann og senere omskrevet af Alexandre Dumas (ham med de tre musketerer) og lavet til en ballet.
Det er det Kgl. Teaters balletmester Nikolaj Hübbe (som de fleste nok kender som en af de fire dommere i Vild med dans) som har lavet denne opsætning med sjove og farverige kostumer fra Anthony Ward.
Det er et eventyr som bringer os ind i pigen Claras verden forventningsfulde verden juleaften, hvor hun får en speciel gave, nemlig Nøddeknækkerdukken. En dukke som senere når resten af familien sover, bringer hende ind i en drømmeverden fyldt med dansende mus, feer, levende slik og ikke mindst en prins og en prinsesse.
En dejlig ballet både for børn og voksne, som alle bliver draget med i den eventyrlige verden som Clara oplever.