Mit forsøg på italienske vandbakkelser

Dette indlæg kommer lidt forsinket, jeg var gået i gang med at skrive det men af uklare årsager var det tilsyneladende strandet i kladde-kategorien.

I anledning af d. 19. marts som er fars dag, laver italienerne Zeppole di San Giuseppe – en kage med cremefyld. Det er nok mest hvad danskere vil karakterisere som en vandbakkelse med creme. Den laves i hvertfald på samme måde, men bages af italienerne enten i olie eller i ovnen for dem som godt kan undvære den friturestegte smag.

Jeg foretrækker den sidste variant og det var også den version som jeg kastede mig ud i for nylig. En portion vandbakkelse og en creme – det kunne da ikke tage så lang tid, jeg har jo lavet vandbakkelser før og med godt resultat.

Det var så ikke lige tilfældet denne gang, der var vist gået for lang tid siden jeg havde lavet vandbakkelser sidst – så jeg havde lykkeligt glemt at det tager sin tid at få lavet selve dejen. Som jeg nok så optimistisk annoncerede til manden, at det tog nok lige 15 – 20 minutter. Ja, det gjorde det så også – der skulle bare lige ganges med 3 for at komme i nærheden af et mere korrekt tidsforbrug.

En traditionel italiensk Zeppole er formet som en lille rede, hvori der i midten kan ligge en god portion creme. Dette lykkedes så ikke helt her, da de flød helt sammen og mistede det fine mønster som sprøjte-tyllen havde lavet.

Nå men de kunne vel stadig spises selvom udseendet ikke var det kønneste…ja, en klat creme og solbærsyltetøj ovenpå og så smagte de helt fortrinligt. Men næste gang skal det gøres på den rigtige måde og med mere tålmodighed.

Nogle noget flade vandbakkelser…

De kunne nu sagtens spises, her med cremen ovenpå i stedetfor i hullet i midten af vandbakkelseringen…