I haven

Hylden blomstrer

Det er endelig blevet sommer, nu blomstrer hylden nemlig – et af de bedste tegn på at det er sommertid. Der er bare noget helt specielt når de mange hyldeblomster begynder at springe ud. Her på grunden har vi et højt hyldetræ, eller nok mere en forvokset hyldebusk med flere stammer inde i midten. Desværre går det meget op i højden og ikke så meget i bredden, så det bliver noget af en udfordring at få plukket alle blomsterklaserne inden fuglene tager dem.

Selvom vinteren varede længe, og der kom en omgang frost i en periode så er hylden alligevel rettidig, og har ikke taget skade af frosten. Eller for den sags skyld den unge buk som lige skulle gnubbe sit gevir op af de nederste grene, så de blev temmelig flossede og en enkelt gren knækkede helt. Dertil kommer et par harer som har guffet nogle af de nederste blade men det virker ikke som om at hyldeblade er deres favoritspise, for det er begrænset hvor meget de har spist af dem.

Vi har i efteråret plantet 2 nye hyldebuske – ikke de klassiske hyld men i stedet 2 røde hyld. Hvis man ser på bladene på den røde hyldeplante, vil man ikke lige tro at den tilhører hyldeblomst-familien, for den har de fineste smalle og takkede blade. Meget forskellige fra den almindelige hyld som gror mange steder i naturen.

Blomsterne skulle gerne blive fint lyserøde, hvilket knopperne allerede begynder at indikere går den vej. Selve hyldebærrene skulle derimod blive den normale mørke farve.