I haven

Mine første tomater

Jeg har ikke dyrket tomater før, har dog haft de klassiske Cherry-tomatplanter stående i vindueskarmen for mange år siden. Der var noget hyggeligt ved at kunne plukke sine egne tomater som har stået og vokset sig modne af solens stråler i vindueskarmen.

Nu har tomatdyrkningen så vokset sig større, og i år har jeg så prøvet kræfter med dyrkning af tomater i et tomattelt samt på friland. Det startede med 8 planter i form af cocktailtomater, sådan lidt udfra devicen at vi spiser mange tomater så hvorfor ikke dyrke nogle selv og da en kollega havde flere i overskud så var det startskuddet. Efterhånden voksede samlingen af tomatplanter, med forskellige sorter fra en pakke med 16 forskellige frøtyper. Det var et bredt udvalg indeholdende frø til røde tomater i flere størrelser, over flere gule tomater til grønne og bordaux tomater.

Så alt i alt endte det med at der nu står 21 planter i samlingen, det var dog ikke alle de af frøene som blev sået, som spirede. Jeg var lidt utålmodig så derfor blev de sået direkte i plantejorden, tip til næste år er at lægge frøene i blød i varmt vand(vejledningen anbefalede kamillete) inden de såes. Ud af de frø som spirede er der faktisk blevet minimum en plante af hver af de valgte sorter – så det er meget godt. Nok også meget heldigt når det nu er første år, for der skulle jo også lige være plads til dem allesammen.

Hvilket bringer mig videre til næste punkt i min tomatdyrkning. For jeg var nok lige lidt for optimistisk med hensyn til hvor meget sådan nogle tomatplanter i virkeligheden ville komme til at fylde – både i bredden men især også i højden. Det blev derfor hurtigt klart, at det indkøbte tomattelt ville blive alt for lille til de hastigt voksende tomatplanter. Så planterne blev pottet om i store potter og så ellers placeret langs husmuren udenfor tomatteltet. Dertil med et gardin af insektnet udover, for med forbipasserende harer og rådyr så skulle jeg ikke risikere at de fik lyst til en snack af mine dyrebare tomatplanter i forbifarten.

Placering af planterne

Placeringen af planterne viste sig at være den bedste løsning, for her får de sol, skygge og plads til at gro både i bredden og i højden. I første omgang blev planterne forsigtigt ført rundt om pinde som de kunne gro op ad, men dem voksede de da godt nok hurtigt ud af. Så næste løsning blev en tværgående snor og enkeltsnore bundet ned om hver plante som de så kunne gro op af. Læringspunktet af dette, bliver at der skal være rigeligt plads i højden så planterne kan støttes godt af, og husk at læse op på hvor høje de enkelte sorter rent faktisk bliver. For det er i den grad ikke vindueskarm-størrelse.

Et andet læringspunkt er at lave tydelige markeringer af hvilke frø og efterfølgende planter der er i hvilke potter. Jeg brugte træpinde – dem til ispinde, og når jeg vandede tomaterne så trak vandet op i træpindene og teksten forsvandt. Så da de blev flyttet udenfor tomatteltet, kunne jeg ikke se hvad der var hvad, førend at de begyndte at sætte tomater og på den måde kunne se forskel på typen af tomat.

Jeg er begyndt at høste de første modne tomater, så nu er det bare at vente på at alle de andre forskellige tomater på skift bliver modne og nyde dem.

“At dyrke tomater må være en form for meditation”

Udtalelse fra min mand

Min anbefaling hvis du vil prøve at så tomater:

Prøv dette sæt med økologiske frø fra 12 forskellige tomatsorter. Planterne kan dyrkes i potter på balkonen, i højbedet eller på friland i haven – her kan du vælge mellem sorterne og prøve dig frem til dem som du selv kan lide.

Prøv dette sæt med 16 forskellige tomatsorter – det er det udvalg som jeg har sået og har fået rigtig gode tomater ud af det. Sættet har et godt udvalg og det er sjovt at prøve nogle forskellige sorter og smage.

Indlægget indeholder affiliatelinks