Speltbrød med solsikkekerner
At bage sit eget brød er en disciplin som tidligere var helt almindeligt i de fleste danske hjem – for brød skulle der jo på bordet. Idag er det nok mere en luksus for mange, eller noget som hører til tidligere generationer – for brød det køber man jo hos bageren eller i supermarkedet…..vil mange nok mene.
Det at bage sit eget brød, giver bare noget helt særligt og jeg vil ikke undvære det at have lært at kunne bage brød. Det er der så kommet dette brød ud af, bagt på speltmel – en gammel melsort som har fået revanche i de seneste år, og så er der kommet solsikkekerner i for at give lidt bid.
Den første skive, endeskiven blev da også spist lun med smør – friskt hjemmebagt brød kan bare noget helt særligt
Speltbrød med solsikkekerner
Dette brød er bagt på speltmel – en gammel melsort som har fået revanche i de seneste år, og så er der kommet solsikkekerner i for at give lidt bid.
Ingredienser
- 1 pk. gær
- 600 gr speltmel
- 5 dl vand
- 2 spsk olie
- 150 gr solsikkekerner
- 30 gr sesamfrø
- 1 knsp salt
Sådan gør du
- Start med at smuldre gæren i det lune vand, rør rundt til gæren er helt opløst.
- Tilsæt mel, olie, solsikkekerner og sesamfrø, bland det godt sammen. Tilsæt herefter salt og ælt det hele godt sammen.
- Dæk skålen med et viskestykke, og stil den et lunt sted i ca. 1 time, eller til den er hævet til dobbelt størrelse.
- Tag dejen ud af skålen og ælt den let igennem. Fold den til et aflangt brød og læg den i en aflang brødform. Lad dejen hæve i 30 minutter.
- Sæt dejen i en 200 grader varm ovn og bag brødet i ca. 40-45 minutter til det er gyldent og sprødt på oversiden. Sluk for ovnen, og tag brødet forsigtigt ud af formen. Læg brødet på siden på en bageplade i ovnen, og giv det 5 minutter ved eftervarmen.