Hvordan sikrer du dine digitale informationer ?
Internettet er blevet en hel naturlig del af vores hverdag, og vi tager mange ting for givet, når vi bevæger os rundt om internettet. Vi stiller nok ikke så mange spørgsmålstegn ved vores færden eller det som vi møder rundt om i cyberspace, som dengang da hele Internettet var nyt, en fremmed og forunderlig verden.
For eksempel, læser du altid betingelserne når du tilmelder dig en hjemmeside eller en af de sociale medier som Twitter, LinkedIn eller Facebook ?
nej, vel – det er der nok ikke mange der gør, heller ikke undertegnede, selvom jeg egentlig burde. Jeg synes, at det er vigtigt at vide hvad det er jeg accepterere inden jeg begynder at bruge et medie eller program. Min mand synes vist, at jeg ind imellem er på grænsen til det irriterende fordi jeg stiller spørgsmål ved nye medier, communties eller bare steder der kræver online-betaling.
Sagen er bare, at jeg gerne vil vide hvad det er som jeg går ind til – inden jeg binder mig til med en mailadresse eller tryk på Accepter-knappen. For hvad bruger de mine informationer til.
Det gælder især personlige informationer samt ikke mindst billeder. Jeg var heller ikke en af de første til at oprette en profil på Facebook, det skulle lige ses an først og skepsismen er ihvertfald ikke blevet mindre med årene, når der konstant kommer nyheder fra Facebook om nye “forbedringer” og spændende funktioner. Funktionaliteter som – for manges vedkommende, handler om at få os til at give oplysninger om os selv og “skal bruges til at forbedre vores oplevelse på Facebook”. Ja, og til hvad ellers, eller for den sags skyld til hvem ellers ??
For vi ved faktisk ikke hvad der sker med vores data, vi får af vide at det er for at kunne optimere vores besøg på de sociale medier eller for at kunne målrette reklamer, så de afspejler de der interesserer os. Men hvad sker der med vores mailadresse og andre oplysninger som vi bruger ved tilmelding, bliver de pludseligt solgt videre til andre firmaer for at de kan bruge dem i deres markedsføring.
Mon ikke der er mange som har oplevet, at få reklamemails fra firmaer som de aldrig har hørt om eller givet tilladelse til at sende reklamer.
Der findes en masse apps og funktioner på de sociale medier som gerne vil bruge oplysninger om hvad vi foretager os og hvor vi færdes. Der findes et bredt udvalg af motions-apps, kort-apps, apps til betaling via mobilen og mange flere funktionaliteter som kombinerer vores personlige oplysninger med de ting som vi foretager os i vores dagligdag. Informationer som vi tænker er uskyldige og måske ubetydelige men som kan bruges til mange andre formål – ikke mindst økonomiske eller for personer med kriminelle hensigter.
Det er derfor vigtigt, at du selv er opmærksom på hvad du siger ja til på Internettet og hvad du deler af informationer om dig selv eller din familie. Det er alt sammen informationer som kan bruges af andre og allerede i dag i stort omfang bliver brugt for at målrette reklamer mv. = for at andre kan tjene penge på dig, uden at du selv aktivt er medvirkende. På nuværende tidspunkt er området stadig noget af en gråzone, for store virksomheder som Google og Facebook ønsker ikke at offentliggøre hvad de bruger vores informationer til, andet end at det er for forbedre vores oplevelse og servicen. Ja, servicen for hvem, kan man så spørge….