“Tag selv” frugt i supermarkedet
Med sommeren følger en masse dejlig frugt og bær i supermarkedernes grøntsagsafdeling – lækkert ser det ud lige indtil at der står en kunde og roder rundt i de friske varer med fingrene for at finde de bedste bær eller frugter til sig selv.
Der er også en god grund til at man som kunde i grøntsags- og frugtafdelingerne i butikkerne i de sydlige lande skal bruge engangshandsker før man går i gang med at finde de varer man skal bruge. Der bliver da også i den grad set med anklagende og kritiske blikke hvis man som uvidende turist ikke ifører sig de obligatoriske handsker.
Da jeg senest var ude at handle i vores lokale supermarked som altid har rigtig fin frugt, stødte jeg i grønt-afdelingen på en dame som havde meget travlt med at gennemtrævle de sidste bakker friske jordbær som stod fremme. Det var vel at mærke med at tage selve bærrene frem og tilbage mellem hendes udvalgte bakke og de øvrige bakker, udelukkende med det formål at sikre sig de pæneste bær og nok også de fleste for hendes egen bakke var da vokset markant i højden i forhold til de resterende bakker med jordbær. Uanset at jeg ikke havde planer om at købe jordbær den dag, så mistede jeg i det øjeblik al lyst til frisk frugt som ikke var pakket godt ind.
Normalt går jeg ikke ind for at pakke frisk frugt og grønt ind i plastikposer eller i plastikbakker, men hver gang at jeg oplever personer som har travlt med at gramse på al frugten i åbne bakker for at få sikre det største og bedste til sig selv, så bliver jeg så glad for de forseglede emballager. For her ved jeg at de ikke kan tage enkeltdele fra bakken og flytte rundt på dem efter forgodtbefindende med fingre som jeg ikke ved hvor har været henne før.