Test af pastafarver
Sponsoreret – teksten i dette indlæg er udelukkende min holdning og ikke præget af forhandleren af produkterne.
At få mulighed for at kaste sig løs, være kreativ og bare det at lege med pastafarver (nej, her menes ikke farve til den italienske pasta men farve til bagning mv.) – findes der nogen bedre legeplads end mit eget køkken. Ikke hvis man godt kan lide at bage, eksperimentere og være kreativ med ingredienser og farver.
Mit projekt for testen, var småkager som skulle pyntes med forskellige farver af glasur. Ambitionsniveauet var højt så jeg så allerede det færdige resultat for mig, med farver i fine mønstre men virkeligheden skulle vise sig at være noget andet. For resultatet af mine kreative udfoldelser i køkkenet – det vil sige småkagerne, blev på ingen måde kønt eller en Bagedyst værdig. Der skal vist arbejdes på noget sprøjteteknik. Men det var sjovt at lave dem og det bliver absolut ikke sidste gang at jeg går i køkkenet og bruger pastafarver. Det er supernemt at arbejde med og her kan alle være med.
De testede pastafarver
De pastafarver som er med i testen her, omfattede en pakke med 8 forskellige farver af mærket Wilton samt en pakke med 6 farver af mærket SweetKitchen. Jeg kendte intet til de pågældende mærker, og havde derfor ikke nogen forudsætninger eller forhåndsviden om dem.
Begge pakker indeholder nogenlunde de samme farver med lidt variation, så det gør det nemmere at sammenligne de to mærker.
Vurdering ved brug
Pastafarverne fra SweetKitchen kommer i beholdere med en bred åbning, hvilket gør det nemt at se farven og konsistensen af farven. Hvilket også gør det nemmere at bruge en lille teske til at få mere farvepasta på af gangen, for eksempel hvis det skal bruges i en kagedej.
Beholderne med Wilton-pastafarver er forseglet med et lag folie som er limet rigtig godt til og desværre uden en lille tap som man kan holde i for at få folien hevet af. Resultatet blev derfor at skære hul i folien og så forsigtigt vippe folien op, for undersiden af folien er nemlig dækket af pastafarve så det er svært at få det af uden at fingrene bliver smurt helt ind i farve. En smule irriterende allerede fra starten at skulle kæmpe med folien og forskellige nuancer af pastafarve på fingrene inden jeg overhovedet var kommet igang, for det sad godt nok fast.
For dosering af pastafarverne, brugte jeg kødpinde – man kan også bruge tandstikkere eller lignende. Da farverne er så koncentrerede, skal der nemlig kun bruges meget lidt farve og derfor er det nemmere at prøve sig frem med styrken af farven ved kun at tilsætte det som sætter sig på spidsen af en kødpind eller lignende. Hellere tilsætte mere farve, lidt efter lidt og så få den ønskede farvede, end at starte med en alt for mørke farve og så måske skulle starte forfra.
Wilton pastafarverne er noget tykkere og derfor nemmere at arbejde med nå det gælder f.eks glasur. De er samtidig også væsentlig mere koncentrerede i farven, så der skal bruges mindre af farven. SweetKitchen farverne er en anelse mere flydende og var derfor nemmere at røre ud i glasuren, hvorimod med Wilton-farverne skulle der lige arbejdes noget mere for at de blev helt fordelt i glasuren.
Jeg fandt dog her ud af vigtigheden af at få rørt alt farvepastaen ud i glasuren – medmindre man godt kan lide at få et marmoreret udseende. For der kan nemt lige sidde lidt farve tilbage på bagsiden af skeen eller på indersiden af skålen, som så hurtigt giver striber hvis det ikke bliver blandet godt sammen. På billedet nedenunder af de forskellige farver glasur, kan det tydeligt ses at pastafarven ikke er rørt helt godt nok ud. Heldigvis gjorde det ikke så meget her, men absolut en note til næste gang.
Samlet vurdering
Umiddelbart er det svært at fremhæve en af pastafarverne fremfor den anden, de er begge gode men nok mere til hver sit formål. Hvor Wilton pastafarverne er tykkere og mere koncentreret, er de mere velegnede til glasur eller i icing som dekoration på cupcakes for at få en mere stærk farve. Hvorimod SweetKitchen farverne er en anelse tyndere i konsistensen, hvilket gør at de er nemme at bruge i en kagedej – både når det gælder at få det rørt ud samt man kan hurtigt se hvordan farven ser ud når den bliver blandet sammen med noget andet. SweetKitchen pastafarver har jeg også brugt i mine farvelade muffins.
Generelt set er de begge nemme at arbejde med, konsistensen gør at de er lette at dosere i forhold til pulverfarve hvor det kan være svært at bedømme hvor meget pulver der skal til og pludselig er der kommet alt for meget i. Den lidt tykke konsistens i begge pastafarver gør at de er nemme at røre ud, og så lige tilføje en dråbe eller to afhængig af hvor kraftig en farve der ønskes.
Da jeg til dette projekt, havde valgt at lave glasur var jeg spændt på om farverne ville påvirke vand/flormelis-balancen i glasuren eller om det kunne smages. Men der var ingen problemer – eneste ændring var at glasuren ændrede farve, så det var helt fint.
Begge pastatyper er koncentrerede i farven når de kommer ud af beholderen, så det er lige med at holde øje med hvor redskaber med farvepasta bliver lagt, for farven sætter sig hurtigt på det underliggende materiale eller for den sags skyld på fingre og hænder. Jeg havde ihvertfald både blå og røde pletter på hænderne dagen efter.
Jeg er især glad for farvenuancerne, at der i begge pakker var farver som lyserød og lilla, og ikke kun de klassiske kagefarver som grøn, gul, blå og rød. Farverne kan også fåes enkeltvis, men en blandet farvepakke er lidt sjovere at lege med. Farveskalaen i SweetKitchen-pakken var dog ikke så varieret, de var mere i samme nuancer end Wilton som også havde grøn, sort og ivory.
Beholderne er praktiske med skruelåg, og ikke for store. Da der er en del farve i hver beholder, er det rart at kunne skrue låget på og så er den klar til næste gang. Ikke noget med en åben pose med pulverfarve, som enten tørrer ind til en klump eller drysser ud af posen. Derudover er det klart og tydeligt – både på beholderen men også på låget hvilken farve der er indeni.
Links til pastafarverne
Begge sæt af pastafarver kan købes hos webshoppen dinkageverden.dk som tilbyder en masse spændende tilbehør og redskaber til bagningen.