Grøntsagstærte med broccoli og porre
I går stod aftensmaden på grøntsagstærte med blandede grøntsager, der var på forhånd ikke planlagt noget bestemt så da jeg åbnede køleskabet kunne jeg konstatere at grøntsagsskuffen indeholdt en rest broccoli samt en stump porre, der bare lå og hyggede sig der. Så med en pakke butterdej som var taget ud af fryseren, blev det hurtigt besluttet at menuen stod på grønsagstærte.
Undervejs i processen blev fyldet dog suppleret med lidt pancetta for at give tærten noget mere af den lidt saltede og røgede smag. Absolut en nem og velsmagende tærte, som samtidig har godt med fylde så man ikke går sulten fra bordet.
Grøntsagstærte med broccoli og porre
Skal aftensmaden være i det grønne hjørne, så er denne tærte med broccoli og porre perfekt.
Ingredienser
- 1 pakke færdig butterdej
- 1/2 broccoli
- 1/4 porre
- 100 gr pancetta
- 4 æg
- 1 dl mælk
- 2 spsk revet ost (Mozzarella eller Gouda)
- Salt og peber
Sådan gør du
- Butterdejen rulles ud, hvorefter den fordeles i den smurte tærteform, og prikkes med en gaffel.
- Del broccoli’en i små buketter, og skær porren i skiver – begge dele dampes lige i et par minutter i mikroovnen. Svits pancetta på panden eller i mikroovnen, det sidste er klart hurtigst og giver fint resultat når det skal bruges i en tærte.
- Æggene piskes sammen med mælk, og tilsættes revet ost, salt og peber.
- Hæld vandet fra grøntsagerne og fordel dem på tærtebunden, efterfulgt af pancetta. Hæld æggemassen ud over tærte, sørg for at osten bliver fordelt over det hele.
- Bag tærten i ovnen ved 200 grader i 35-40 minutter, tærten er færdig når æggemassen er stivnet og dejen er sprød og gylden.