I køkkenet

Så er der bagt gulerodskage

Sidste gang vi var ude for at handle i vores lokale supermarked, kom vi hjem med en stor forsyning gulerødder – der var et godt tilbud, så det var ikke til at stå for. Nu var spørgsmålet så hvad vi skulle bruge de mange gulerødder til – selvfølgelig udover at spise dem rå, eller i salater.

Da jeg godt kan lide at bage, var det selvfølgelig nærliggende at tænke på hvordan jeg kunne bruge vores nyindkøbte gulerødder i bagværk. Det første blev så i et brød og efterfølgende foreslog manden en gulerodskage.

Efter lidt søgning på internettet, fandt jeg nedenstående link til opskrift på en gulerodskage på bloggen Valdemarsro – en blog som jeg i forvejen følger fordi hun har nogle rigtig lækre og inspirerende opskrifter. Denne opskrift på gulerodskage er så ingen undtagelse, nem at bage, tilpas svampet og så smager den bare godt.

Jeg har dog lavet et par ændringer i forhold til den oprindelige opskrift, i mangel på valnødder har jeg brugt hakkede mandler og til frostingen har jeg brugt en kokos-friskost. Men kokos og gulerod passer også fint sammen, så resultatet blev helt fortrinligt. Desværre blev frostingen måske lige lidt til den ikke så faste side i første omgang – den ville i hvertfald ikke kunne sprøjtes på kagen. Men skidt pyt, den blev liggende og efter en tur i køleskabet var den helt fin.

Gulerodskage